Code Walk & Smerz – Guess What

Jeg har længe forestillet mig at Smerz-pigernes hypnotiserende vokaler kunne bruges ud over deres eget projekt, og her har vi første demonstration. Nummeret “Guess What” førstesinglen af den danske duo Code Walk og er ikke fattig på fængende beats og fjeder-agtige synths. Tracket har en super fed progression, der gør at man aldrig keder sig, og alt i alt er nok en kollaboration vi kommer til at se mere til!

“Guess What” udgives på Code Walk’s F12 Records d. 27. Januar. 

Følg Code Walk

Top 10: Kunstnere 2016

2016 er lige tippet over kanten og det giver mig anledning til at se tilbage på året som der gik. På trods af at mangle gamle stjerner er brændt ud, så er mange nye dukket op og eksisterende har vist at de brænder stærkere end nogensinde. Så fik vi vist også tømt poesi-kvoten for i år! Nu til hvad det hele handler om…

Her kommer min liste over årets mest succesfulde producerer og artister inden for hip hop og elektronisk musik:


#10: Mura Masa

Udgivelser: “What If I Go?” (single), “Love$ick (ft. A$ap Rocky)” (single). 

Mura Masa sniger sig akkurat ind i årets top 10, dels fordi den geniale “Someday Somewhere” EP droppede sent i 2015 og fordi de få singler (“What If I Go?” og “Love$ick”) han har droppet i ’16 er så perfekte som de er. Specielt førstnævnte er i mine ører et mesterværk, men man skal heller ikke underkende værdien af at ha’ fået en så prominent feature som Rocky på et af sine tracks, der endda blev indspillet i Abbey Road studiet. 2017 lover ufatteligt godt for den unge britte.

#9: M.I.A.

Udgivelser: “AIM” (album).

Tre år efter hendes seneste album vendte M.I.A. så tilbage i 2016 med et dope, velproduceret, legefuldt (grænsende til drilsk!) og ikke mindst stærkt politisk aktuelt album. Det er provokerende og kritisk i sit budskab, men hendes formidling pakker det ind på en så humoristisk og festlig måde at man ikke kan lade vær med blot at trække på smilebåndet og danse med mens beskeden siver ind i underbevidstheden. M.I.A. i stormform rent ud sagt. Hør “A.M.P.” og se musikvideoen til “Borders” hvis i bliver nødt til at vælge noget.

#8: Dusky

Udgivelser: “Outer” (album).

Da jeg svajede i takt til Dusky’s fantastiske portefølje på Roskilde Festival i sommers og blev grebet af dybden og variansen i deres produktioner var jeg lykkeligt uvidende om at det var en forsmag på deres eget brogede materiale på albummet “Outer” og ikke bare et mix af mange andre kunstnere. Diversiteten på det album er så respektindgydende; at være i stand til at producere topkvalitets-numre indenfor tech house, grime og disco-varianser … det er sgu imponerende. Et af årets større positive overraskelser for mig. Disco flash-backet “Ingrid Is A Hybrid” stemplede sig ind som det 4. mest lyttede track på min Spotify i år – og det siger ikke lidt!

#7: Shadow Child

Udgivelser: “Connected” (album), “Waves & Shapes Vol. 1” (EP).

Alvorligt comeback i 2016 fra Shadow Child. I flere år har jeg nydt hans remixes og sporadiske singler, men det er noget helt specielt at høre så meget originalt materiale fra house-guruen samlet på én plade. “Connected” er spækket med bangers med skøre titler (“Err”, “Um” og “Do You”) og “Waves & Shapes Vol. 1.” som han startede året ud med var en rigtig god appetizer til dette, specielt tracket “Work” er for nice. Alt i alt, Shadow Child bør være GO-TO hvis du skal starte et house partay, for han er på toppen!

#6: GoldLink

Udgivelser: “And After That, We Didn’t Talk (Remixes)” (album), “Fall In Love” (single), “See I Miss, pt. 2” (single), “Crew” (single). 

Lidt snyd er det at inkludere GoldLink på denne liste, da han ikke kan tage fuld ære for de lækre remixes der blev lavet for hans seneste album “And After That, We Didn’t Talk”, der jo udkom sidste år. Men… det er simpelthen for godt til ikke at lade påvirke dette års momentum og han rider virkelig på en bølge af greatness. Specielt singlen “Fall In Love” er så forbandet catchy og elskværdig.

#5: Noisia

Udgivelser: “Outer Edges” (album), “Division VA EP 1+2” (EP’s). 

Her tapper vi ind i et genre-område der måske ikke falder i alles smag, men ikke desto mindre: Noisia har endnu en gang formået at skubbe grænsen for det mulige indenfor elektronisk musik, måske endda på mere overbevisende facon end hidtil. “Outer Edges” albummet er et sublimt genre-mix, ikke et nummer lyder eller føles ens, og alligevel kan man sagtens mærke et genkendeligt tema hele vejen igennem. Som et kæmpe bonus har de udover deres egen grænsesøgen assisteret et hav af nye og upcoming kunstnere med at gøre det samme gennem deres Division label. Hatten af for de hollandske konger!

#4: Vince Staples

Udgivelser: “Prima Donna” (album), “Smoke & Retribution” (feature), “Little Bit of This” (feature), “Timeless” (feature). 

Her er der tale om et reelt gennembrudsår for unge Vince Staples fra “Norf” Side, LA. Ikke alene udgav han en succesfuld opfølger EP til det roste album “Summertime ’06”, han var også feature på nogen af de største tracks fra storproducerne James Black, GTA og Flume’s projekter. Specielt sidstnævnte’s “Smoke and Retribution” endte med at blive et globalt hit, delvis takket være 23-årige Vince.

#3: Baauer

Udgivelser: “Aa” (album), “How Can You Tell When It’s Done?” (single), “Paauer” (single). 

2016 blev året hvor Baauer endelig droppede sit debutalbum og for alvor lagde imaget som “Ham-der-lavede-Harlem-Shake” bag sig. Det er et på alle leder og kanter genialt album, der ligesom Noisia’s udviser stor sikkerhed indenfor et væld af genrer, hvilket holder albummet friskt i lang tid. Men hvor det føles mere som det tekniske der har været i centrum hos hollænderne har Baauer arbejdet på at flette budskab og stemning ind imellem (og ind i!) sine danse-venlige tracks. Lyt for eksempel til “Church”, “Body”, “Temple” og “Day Ones” i den rækkefølge og du vil mærke hvordan hele følelsesregistret har været sat i spil. Brillant.

#2: Anderson .Paak

Udgivelser: “Malibu” (album), “Yes Lawd!” (album), features over det hele!!!

I en velfortjent runner-up position finder vi Anderson.Paak, som uden tvivl også er den mest produktive af de ti kunstnere vi finder her på listen. Det anmelderroste album “Malibu” er kronjuvelen mellem et hav af features, som på Mac Miller’s “Dang”, Snakehips’ “Money On Me”, “Glowed Up” fra det ligeledes anmelderroste album “99.9%” fra Kaytranada og kollaborations-albummet “Yes Lawd!” med Knxwledge. Paak har lagt kvaliteten og standarden afsindigt højt for lignende kunstnere og sig selv fremover, og det endda med hvad der føles som legende lethed på specielt “Malibu”, et album jeg har tænkt mig at lytte til og udforske i lang tid endnu.

#1: Flume

Udgivelser: “Skin” (album), “Skin Companion EP” (EP), 

Forventning og forløsning. Det beskriver ret godt hvordan australske superproducer Flume er endt på toppen (bunden?) af min Top 10 over de mest succesfulde kunstnere i 2016. Hypen var enorm omkring det famøse opfølger-album til hans selv-navngivede debutplade. Ville det være muligt at lave en lige så velproduceret plade? Ville det være muligt at lave samme antal hits? Var det muligt? Svaret: Ja for helvede. At han havde et feature-crew bestående af Little Dragon, AlunaGeorge, Tove Lo, Beck, Vic Mensa og tidligere nævnte Vince Staples gjorde det ikke ligefrem sværere at opnå. Men bare for at minde os om sine evner til at producere harmoniske tracks uden stjerne-vokaler, droppede Flume lige “Companion EP’en” sent i efteråret og fik lukket al tvivl. Flume gav os en forlæsning der matchede den utrolige forventning og spænding der var opbygget omkring udgivelsen, og derfor havde han det mest succesfulde år i 2016.


Hvis der var tid og spalteplads kunne jeg have lavet det til en top 100 for der har virkelig været mange gode udgivelser i 2016. Jeg dropper lige en liste med navne her til sidst der også bør anerkendes for deres produktioner:

Keys N Krates, Trentemøller, Gladiator, Drake, Kanye West, Emperor, Louis the Child, KAYTRANADA, Justice, Joey Purp, Point Point, Stormzy, 1991, Major Lazer, Dimension, Dawn Wall, Lido, Machinedrum, J. Cole. 

Og sidst vil jeg også gerne lige smide nogle bud på både upcoming navne og navne som jeg tror vi kommer til at høre meget mere til både i 2017 og fremover:

Dellux, Fono, Born Dirty, What So Not, Elujay, Bonzai, Smerz, Jay Prince, Couros, Grey, The M Machine, Run the Jewels, Sub Focus, THEY., craves, San Holo, Bonobo, Monte Booker, ARKTKT. 

AV AV AV – About you

Så er der nyt udspil fra den danske, elektroniske trio AV AV AV (Eloq, UNKWON og DJ Er Du Dum Eller Hvad?). “About you” er mixet med omsorg og med et henblik på at formidle en historie, noget der ikke ligefrem præger medlemmernes soloproduktioner og setlister normalt. Derfor er det også super forfriskende høre og jeg glæder mig ret meget til at høre mere fra dem igen.

“About you” er udgivet på Parlophone Music Denmark.

Følg AV AV AV

sm_logos_sm_facebook_nowhite sm_logos_sm_twitter_nowhite sm_logos_sm_soundcloud_nowhite

Tkay Maidza – Carry On (ft. Killer Mike)

På listen over “Upcoming og badass kvindelige MC’s” må Tkay Maidza være nær toppen. Den australske kunstner været on fire i 2016, blevet sammenlignet med MIA og har her på førstesinglen “Carry On” fra hendes kommende debutalbum “Tkay” fornemt besøg af Killer Mike fra super-gruppen Run The Jewels (der iøvrigt gæster Northside i år). Det går ned og Tkay er for swag!

“Carry On” er udgivet på Kitsuné Musique.

Følg Tkay Maidza

sm_logos_sm_facebook_nowhite sm_logos_sm_twitter_nowhite sm_logos_sm_soundcloud_nowhite

Kartell – Last Glow

Jeg begynder at indse at franske og britiske producere/kunstnere optager 2/3 af mine features, men de må simpelthen være inde i en musikalsk guldalder på hver deres side af Den Britiske Kanal. Her er det titeltracket fra franske Kartell’s nye EP “Last Glow”, og det er en jazzy, 2-step sonate der både kan lyttes til hvis man vil fordybe sig eller være i stødet. Resten af EP’en er også sublim, tjek det ud!

“Last Glow” er udgivet på Rosche Music. 

Følg Kartell

sm_logos_sm_facebook_nowhite sm_logos_sm_twitter_nowhite sm_logos_sm_soundcloud_nowhite